Ægte læder
Ægte læder er bearbejdede huder fra i sær kvæg, der har indgået i menneskers beklædning i tusindevis af år på grund af dets styrke og modstandsdygtighed.
Huderne bliver garvet for at stoppe den naturlige forrådnelsesproces. Der bliver i dag primært brugt to forskellige garvemetoder. Den ene er kromgarvning og den anden er vegetabilsk garvning.
Kromgarvning bruger kromsalte som garveekstrakter og er derfor præget af tungmetaller og kemikalier. Det er den hurtigste og billigste måde at garve huder, som også er den mest udbredte.
Vegetabilsk garvning er den ældste og mest traditionsrige garveform, der bruger naturlige elementer som mos, bark og kastanjer til at udvinde garveekstrakten. Denne garvning tager længere tid og er derfor også anvendt i mindre grad.
Bosswik bruger udelukkende vegetabilsk garvet læder fra europæiske garverier – særligt i Italien. Huderne kommer primært fra fransk kødkvæg og er således et restprodukt fra kødproduktion. For at læderet er kraftigt nok til bælter, får Bosswik udelukkende parter af huderne fra ryggen og skuldrene. Det er denne del, som mange også betegner som kernelæder, da fiberstrukturen her er ganske tæt og stærk.
Der er to kvaliteter indenfor ægte læder – det er narvlæder og spaltlæder.
Narvlæder er oversiden af koens hud, hvor hårene har siddet. Det er den mest lækre del af læderet, som over tid og ved brug patinerer flot.
Spaltlæder er bagsiden af huden, som stadig har stærke fibre men hvor overfladen er lige knap så fin.
Læderet bliver også farvet fra garveriet, og det er der flere måder at gøre på. Anilinfarvning gennemfarver læderet, så fibrene optager farven og porerne i huden forbliver åbne, så læderet kan ånde. Alternativt kan læderet også blive farvet på overfladen, hvilket også lukker porerne. En anden mulighed er at der lægges et lag PU/plastic ovenpå læderet. Her mister læderet lidt sin naturlige karakter men skjuler også fejl på læderet, der måske ellers ville have været kasseret.
Hvad er så uægte læder?
Læder er en dyr råvare, så der er mange, der snyder lidt, og bruger alternativer til læder i bælter. Det kunne fx være bonded leather, også kalder regenereret læder. Dette er læderets svar på en spånplade og er lavet af læder granulater, som er blandet op med en silikonemasse. Det indeholder godt nok spor af læder, men det har ikke tilnærmelsesvis den samme styrke, som ægte læder. Endnu værre er det, når nogen laver bæltet af decideret plastic, som i look og feel minder om læder, men aldrig har set skyggen af en ko.
Så når det billige bælte fra charterferien i Alanya knækker eller bare bliver grimt efter et par uger, så er det fordi, at der ikke er meget ægte læder at finde i det.